Spar Nord Fonden støtter Herslev Strand Sejlklub
Herslev Strand Sejlklubs juniorafdeling har gennem de sidste år haft vind i sejlene, og mange nye sejlere er kommet til. Samtidig er der flere sejlere, der skal tilbydes nye udfordringer for at fastholde deres interesse for sejlsporten og livet på vandet.
Det giver et helt naturligt behov for at udskifte og udvide flåden af joller, så de unge har optimale muligheder for at dyrke sejlsport i Herslev. Spar Nord Fonden er i denne forbindelse trådt til og har støttet sejlklubben med indkøb af to nye joller – en optimistjolle og en ZOOM 8 jolle.
Optimistjollen er velegnet til sejlads for helt unge sejlere i alderen 9-15 år, mens ZOOM 8 jollen er en naturlig efterfølger og byder på nye udfordringer for de unge sejlere. Vi har med støtten fra Spar Nord fonden udvidet flåden af klubjoller, og har samtidig startet en ny ZOOM 8 afdeling i HSS; vi har hermed endnu bedre forudsætninger for at fastholde de unges interesse for sejlsport!
Direktør for Spar Nord Roskilde, Stig Nelkop, er glad for Spar Nord Fondens støtte til sejlklubben. Som en lokalt forankret bank vil SparNord, Roskilde gerne være med til at påskønne de ildsjæle, der er med til at gøre sejlklubben aktiv og attraktiv - ikke mindst sejlklubbens arbejde med, og visioner for unge sejlere har været væsentlige for beslutningen om at støtte HSS.
De to nye joller blev døbt ved standernedhalingen 31. oktober 2009, hvor direktør Stig Nelkop fra SparNord deltog sammen med juniorafdelingen fra Herslev Strand Sejlklub, besyrelsen og rigtigt mange af sejlklubbens medlemmer.