Beretning fra Maxi 84 Lømmel

Det var vores tredje deltagelse i denne sjove sejlads, og erfaringen fra de forrige år sagde os, at det bare var at komme så langt som muligt medens der var vind, og ikke lade sig være afhængig af hvor det ville være hyggeligst at grille aftensmad samt overnatte, så med det skrevet bag øret, lagde vi ud fra Lynæs lørdag morgen 09:05. Vi det er undertegnede selv samt min trofaste gast gennem mange år Ole Brix Larsen, som i år havde fået lov til at være med begge dage, det sidste er jo en klar fordel. Det startede med et intenst kryds gennem Kulhuserenden, men med en nyinstalleret kortplotter gik det bare som en leg. Hele banen var på forhånd minutiøst lagt ind i plotteren, så det var bare at følge den. Og således kom vi også let udenom grundene i Frederiksværk bredningen og videre til Dyrnæs Hage og mållinien ved Kignæs, hvortil vi ankom lige i bagdelen på en MAXI 999 NICOLINE, som var startet fra Lynæs bare 5 minutter efter os. Der var ingen fra starten i Lynæs som nåede igennem broen kl. 11:00, selvom vores Kignæs tid hed 10:59, så der blev god tid til en formiddagsøl.

Så var det bare med at komme til Selsø Hage hvor vi genoptog sejladsen kl. 13:17, der var kommet noget spredning på feltet, da de større både med mere motorkraft var stukket af fra os, så de lå som en slags stifindere noget foran os, ikke så dårligt, selvom vi er rimeligt selvhjulpne. Det gik også rimeligt godt, vi holdt en Comfort 30, en Int 806 og en Albin Alpha bag os det meste af vejen, men det var som om vi havde modvind uanset hvilken vej vi sejlede. Ved Herslev gik der ged i navigeringen, og det var ikke bare for os, adskillige både sejlede alt for langt efter en bøje som ikke indgik i banen, men som havde været en del af banen sidste år, misforståelsen kan vi kun tilskrive det elendige materiale som banebeskrivelsen består af, ledelsen havde åbenbart ”sakset” noget af sidste års banebeskrivelse uden at tænke over at banen var lavet om. Det er kort sagt underligt at man skal kigge i logbogen for at se hvilken bane man skal sejle. Nå men vi kom da igennem alt det krydseri og fik rundet bøjen ved Veddelev, stadig med de rigtige både bag os og snart kom også vores gamle udtjente spiler op og med den gik vi over neutraliseringlinien ved Selsø Hage kl.16:11.

Med flyvende spilerstart genoptog vi kl. 17:45 sejladsen ved Kignæs, vinden var stadig god, men vi kunne se at der trak nogle sorte bæster op længere fremme, det var lidt uvist hvor længe vi mon kunne holde spileren oppe, men på forunderlig vis kom vi gennem Dyrnæs Hage, og minsandten om vi ikke også holdt den oppe hele vejen, samt gennem Kulhuserenden til vi gik over neutraliseringslinien ved Lynæs. Jeg tror vi var den eneste båd som gjorde det, og det til trods for at vi undervejs blev generet på det groveste af en SRPI motorbåd, som så det absolut nødvendigt at ændre kurs og skære ind foran os i få meters afstand ved en af de grønne bøjer i kulhuserenden. Kunne man ikke kræve at motorbåde som deltager i sejladsen kender bare lidt til søvejsreglerne?

Så blev det alligevel i Lynæs vi overnattede, og der smuttede selvfølgelig nogle gode bøffer med tilbehør indenfor vesten inden vi gik til køjs med en halvbimmelim på.

Søndag morgen genoptog vi sejladsen ved Lynæs, og minsandten om ikke også vinden havde opdaget det, så den indrettede det således at vi bare havde modvind og rent kryds hele vejen ned til Dronningedyssen. Undervejs krydret med vindstille, totalt skybrud, hård vind, osv, det eneste vi ikke oplevede var grundstødninger og isbryderhjælp. Vi oplevede også at de som holdt sig tæt på skydeområdet havde god vind hele vejen og faktisk kom gennem østerløbet før os selvom de var startet senere. Det kunne måske være et lille hint til Den RAVAGE 36 som sidste år ved middagstid lagde sig tilrette ude midt i Isefjorden, for senere at udgå, han lavede i år næsten samme kunststykke, men nu var det på strækningen fra Orø op mod Rønnen, hvor han havde lagt sig i venteposition, indtil vi som gik længere inde mod land, kom op på højde med ham og derefter guidede ham til Rønnen hvor han gik i mål .

Det tog sin tid at krydse ned og runde Dronninge dyssen, men derefter hev vi den gamle spiler op igen, og så gik det i god fart mod Holbæk bøjen, undervejs røg vi desværre ind i noget kraftig turbolens, så lige pludselig havde spilerdugen kun fat i det ene sidelig og så var det bare ned med den. Heldigvis havde vi en mindre en på lager som vi satte omkring ved Hønsehalsen, og med den oppe sejlede vi til Rønnen som vi passerede kl.15:01 bommede og fortsatte mod målet ved Lynæs som vi passerede kl.16:05.

Det er det hurtigste vi har sejlet den sejlads og trods det omskiftelige vejr var det en dejlig tur. Vi er helt sikkert også med næste år. På et eller andet tidspunkt må vi vel finde ud af hvor vi finder de rigtige relevante oplysninger om sejladsen, jeg tænker på banebeskrivelse og så videre, ja det er jo egentlig ikke fordi vi ikke kan finde en banebeskrivelse, for der var jo 2 af slagsen, problemet var bare at de 2 beskrivelser ikke var ens.

Nu venter vi så bare på at der kommer en resultatliste, det kan vel ikke være så svært.

Med venlig hilsen og på gensyn, Bent Jensen, Maxi 84 Lømmel af Lynæs