Sol og vindstille fra forskellige retninger  19-20. juni 1998

Når deltagerne i senere sejladser klager over for let vind, er det værd at mindes den tredje SRPI, hvor kun én båd fuldførte med en gennemsnitsfart under tre knob - dengang var banen endda længere end nu.

Banen var forlænget med fem sømil i håbet om at på nogle deltagere med fra Nykøbing og Rørvig. Trods flittig annoncering og uddeling af invitationer og plakater, var der kun ti besætninger fra Frederikssund, Jyllinge, Veddelev og Herslev. Bådene samledes til start ved Eskildsø og Herslev. VM i fodbold trak deltagerantallet ned, og nogle af deltagerne fra 1997 skulle til familiefester. De ti der var med fik en uforglemmelig tur i meget let luft og dejligt solskin.

Med en sejltid på godt 26 timer vandt Erna og Bent Madsen i Folkebåden ”Bulli” suverænt. De var nemlig de eneste der fuldførte den 75 sømil lange bane! Gennemsnitsfarten var beskedne 2,9 knob, og det var først søndag aften kl. 20:44 splitflaget kunne sættes efter fuldført sejlads. Alene turen på 1,8 sømil fra anduvningsbøjen til Langeshage inde i Holbæk Fjord tog 3 ½ time – den flotte sommeraften var ifølge parret hele turen værd.

Voldborg og Co. havde i dagevis varslet meget let vind, men der var rimelig luft lørdag morgen. X99’erne ”L’Amie” og ”Alexis” kom først igennem broen ved Frederikssund, og nåede turen rundt i Isefjorden og til Lynæs inden vinden helt forsvandt hen under aften.

Niels Wolff var allerede den gang berygtet for den elendige forplejning ombord på Banner 28’eren ”Katana”, men han havde forberedt sig grundigt med diner transportable lørdag aften. Sønnen Kristoffer sejlede ud fra Lynæs i sin lille fiskekutter med bøffer og champagne til besætningen der drev rundt i Nykøbing Bugt.

På Mustangen ”Melaca” brugte sejladsens ”grand old man”, Tage Henriksen en lok af gasten Anders’ overvældende hårpragt til at bestemme vindretningen. Efter nogen tid besluttede man på demokratisk vis at lade fiskekutteren slæbe sig ind til Lynæs. Senere blev kutteren igen tilkaldt for at hente ”Katana’s” mætte men trætte besætning.

På Granada 23 ”Seven Peas” var ingen så langhårede som Anders, men Erling, Lars og Preben var alle rygere. Den dårlige vane viste sig at være en fordel lørdag aften – vindretningen fandt man ved at puste røg op i luften, og sejlene blev bakset på plads. Metoden gav resultater – når det rigtigt gik derudaf måltes hastigheder op til 300 meter i timen, og de nåede Lynæs lidt i tre søndag morgen. 300 meter i timen lyder ikke af så meget, men var omtrent det dobbelte af PD’eren ”Buller’s” fart. Anders Buhl, der var med for første gang, mistede ikke modet fuldstændig, for han fik en flot førsteplads weekenden efter på ”søstersejladsen” Sjælland Rundt (På Ydersiden) – tillykke med det!

Søndag morgen var der stadig ingen vind, og flere opgav håbet om at komme hjem for sejl. Dem, der havde overnattet i Lynæs, tog sig en dukkert i Frederiksværk bredningen på vejen hjem. Dog startede ”Alexis”, ”Seven Peas” og ”L’Amie” med nogen optimisme. Efter en times sejlads (1,5 sømil) opgav de dog håbet og sluttede sig til de badende.
 
”Easy” havde været et par timer foran ”Seven Peas” og ”Buller” på turen fra Holbæk til Nykøbing, og gik til Nykøbing for natten i håb om mere vind om søndagen. Da vinden udeblev, satte Banner 30eren jern-genoaen efter kortvarigt at have genoptaget sejladsen syd for Nakke Hage. For motor indhentede de hurtigt badegæsterne mellem Lynæs og Frederiksværk, så der var samling på tropperne fra den sydlige del af Roskilde Fjord.
 
Jyllinge bådene ”Bulli” og ”Martinique” fulgtes pænt ad fra Holbæk søndag morgen. Især Erna og Bent fik en kort nats søvn, da de var kommet i havn meget sent. Først ved firetide søndag eftermiddad gav ”Martinique” op ud for Lynæs. Som den udgåede båd, der nåede længst for sejl, fik ”Martinique” førstepræmien blandt udgåede både – godt gået!

Hanne fra ”Rabalder” fortalte at hun og andre foretrak at drage til Herslev frem for at modtage præmien med posten. Et godt forslag, der prompte blev efterkommet. Alle både var repræsenteret ved præmieuddelingen lige efter sommerferien, og begrebet ”præmieoverrækkelse med pral” var opfundet – siden har det udviklet sig til et større arrangement i et cirkustelt med efterfølgende sejlerfest, så det var en rigtigt god idé Hanne fik!

Et sindigt pointsystem blev opfundet til lejligheden, og SRPI blev såvidt vides den eneste kapsejlads med præmier til alle udgåede både. ”Bulli’s” flotte præstation var helt i særklasse, så førstepræmien (en fiks batterioplader) var fuldt fortjent. En række virksomheder havde ydet forskellige bidrag med det resultat at alle fik en præmie, der var indskuddet værd – alle skippere fik tilmed en T-shirt med påtrykt banekort inden starten – de var mere sjældne end kønne, for trøjerne var ikke nær så flotte som de senere udgaver, men de er sjældne for der var kun 10 både med.

Idéen med de gratis T-shirts var at øge kendskabet til sejladsen rundt omkring i sommerlandet for at få flere med. Endnu et initiativ blev taget af Preben Kristensen (RS). Preben fik idéen til SRPI’s hjemmeside, da han kedede sig lidt i juleferien. I samarbejde med HSS’ kapsejladsudvalg lavede han hjemmesiden næsten to år før HSS fik sin egen – samarbejdet på tværs af klubber blev en stor succes, med næsten totusinde besøg på siden og mange nye deltagere i sejladsen - dengang var 2.000 besøg faktisk en hel del ;-)