Bestyrelsens beretning for 2016
Sæson 2016 kan vi med stolthed og glæde se tilbage på. Det har været et år med stor tilslutning generelt til HSS´s aktiviteter. Hvad enten det har drejet sig om vores sejladsmæssige aktiviteter, arbejdsdage, afholdelse af stævner m.m. Alt i alt en indikation på, at der er aktivitet bredt i klubben, hvilket også klart kan ses og fornemmes når man kommer til klubben. Vores udvalg er alle ”besat” af driftige udvalgsformænd/kvider og lige så driftige medlemmer. At alle udvalg er ”besat” er ingen selvfølgelighed, men det er det vigtigste element i forhold til at drive HSS. 

Samtidig er det også en sæson hvor meldingerne så småt kommer ind om forandringer i HSS. Vi har gennem flere år nydt godt af en enorm indsats fra vores 2 havnefogeder Mejnert og Dan. Med et stort hensyn til HSS i almindelighed, har de herrer i god tid meddelt bestyrelsen, at vi skal arbejde på at finde nogle afløsere. Det er som sagt et betragteligt arbejde der har været udført og vi – HSS – skal løse dette, og det kan vi også, vi skal måske gøre det anderledes end vi plejer, men vi skal nok få det løst. 

HSS´s økonomi er stadig solid og fornuftigt balanceret i forhold til indtægter og udgifter ligesom vores budgetter i store træk er overholdt. Nogle budgetposter er oversteget lidt medens andre er under budget og vi kan således afslutte 2016 med et positivit resultat og en akkumulering til fremtidige omkostninger. 

I sæson 2016 afholdte HSS DM for OK joller med deltagerrekord – knap 100 joller tilmeldt – stævnet blev afholdt i fineste stil med positive og rosende tilbagemeldinger fra deltagerne. Stævnet blev afholdt af ca. 40 frivillige på land, på vand, i køkken osv. At afholde et stævne af denne størrelse trækker store ”veksler” på HSS´s frivillige kræfter – men samtidig er en opgave som dette med til at skabe HSS og vi kommer endnu tættere på hinanden, og lærer hinanden endnu bedre at kende. Når stævnet samtidig blev afviklet med en solid økonomi – så skal vi i HSS fortsat modtage fremtidige udfordringer om at afholde stævner. 

Juniorudvalg 
En god sæson med kun én aflysning pga. Vejret. Juniorafdelingen har haft ca. 22 elever gennem sæsonen i alderen 7-18 år. 7 elever har afsluttet deres duelighedseksamen med aflæggelse af den praktiske prøve i foråret – den teoretiske del blev afsluttet i vinteren 2015/2016. 

Kapsejladsudvalg 
Tidligere har der været turløb til vores onsdagssejladser hvor målerbrev/klassebevis ikke har været påkrævet. Dette er genindført i den forgangne sæson med god succes. Sydfjordsstævnet blev ligeledes gennemført med stor deltagelse (36 deltagere 50/50 fordelt på deltagere i ”turløb” vs. Løb med klassebevis) 

Sejlerskolen 
Startede sæsonen med 15-16 elever og endte sæsonnen med 12-13 elever der aktivt har sejlet hver tirsdag gennem hele sæsonen, med 6-7 både på vandet hver gang. Den årlige ”natsejlads” er erstattet at forlængelse af sæsonen og dermed kommer natsejlads af sig selv, da mørket falder på og der dermed bliver sejlet i mørke. Generelt om sejlerskolen og dens elver er det et stort element af ”socialt samvær” der sikrer vedholdenhed, både fra deltagere og instruktører. 

Havneudvalget 
Udvalget har afholdt 4 arbejdsdage gennem 2016, hver gang med stor deltagelse bredt i vores medlemmer. Flere opgaver som dræning af plads og vedligeholdelsesopgaver på broer og moler gennemføres kontinuerligt. 

Optagninger / søsætninger 
Både søsætninger og optagninger er foregået perfekt med vores nye vognmand. Grejet der stilles op med er i orden og klar til brug. Jørgen Binzer har koordineret både optagninger og søsætninger herunder også at hente stativer både frem og tilbage. 

Husudvalg 
Udvalget består nu af ny formand og nye kræfter i udvalget. Der har været god aktivitet med maling af hus, reperation af døre. Flere planer for fremtidige forbedringer af klubhuset – nogle mere ”akutte” end andre. 

Festudvalg 
Endnu en travl sæson med deltagelse i DM for OK joller og ikke mindst vores sommerfest i forbindelse med Sydfjordsstævnet, der igen i år ”trak fulde huse” 

De glade 60'ere 
De glade 60'ere er egentlig ikke et udvalg, men skal nævnes i denne sammenhæng alligevel for det store arbejde med at holde sociale arrangementer og fællesture gennem hele sæsonen. 

Seniorjoller 
Wayfarer- og OK jollerne har gennem sæsonen afholdt 31 sejladser med 24 deltagere. Sejladserne ligger fast om mandagen med onsdage som træningsdage. 

Cykelsmeden 
Cykelsmeden har sørget for at der gennem hele sæsonen har været HSS låne cykler i drift, en fin service for vores gæstesejlere. 

Oldfruen 
Ordningen med en ”oldfrue” har vist sin berettigelse – Mette sørger hele tiden for at de mest basale fornødenheder, som opvasketabs, skraldesække, kaffefiltre m.m. er til stede i køkkenet. Ligeledes er der suppleret op med kopper osv. Efterhånden som behovet opstår. Det er en fornøjelse at have denne ”service” så køkkenet altid er klart. 

Et stort tak til alle frivillige der har drevet HSS gennem 2016. Med disse positive ”resultater” for den forgangne sæson ser vi frem til en sæson der b.la. byder på et NM for H både i juni og et DM for Wayfarer joller i september. 

Alle ønskes en god generalforsamling! 
 
HSS' bestyrelse