Dansk Sejlunion

Isefjordkredsen


Lyngby, den 2. oktober 2014




Til formændene i Isefjordkredsens klubber



Formænd og øvrige relevante fra klubberne inviteres her ved til formandsmøde:


torsdag, den 6. november 2014 kl. 19.00 i Jyllinge Sejlklub.




Dagsordenen vil se sådan ud:


  1. Oplæg ved Steen Wintlev omkring den nye Klubforsikring, som DS har taget initiativ til at få etableret.

  2. Cruisingsejlads. Hvordan går det i klubberne? Skeler man til Ide-kataloget? Kan sejlere fra ikke-DS-klubber deltage?

  3. Hvad, væsentligt nyt, er der sket i klubberne siden sidst – korte indlæg bordet rundt.

  4. Eventuelt.


Ad 1. Du har sikkert bemærket, at DS for et par måneder siden lancerede en ny Klubforsikring. Ideen er, at den skal supplere DIF’s Idrættens forsikring, som alle klubberne er dækket, men som ikke dækker vores klubhuse, indbo, klubbåde, havne og hvad vi ellers har af aktiver. Læs om forsikringen på sejlsport.dk, og få gerne et tilbud fra forsikringsmægleren, så du er klædt lidt på til vores møde. Du vil nok blive overrasket over prisen! – Men gør det nu.


Ad 2. Især det sidste spørgsmål er relevant i dette forum. Da SRPI blev lanceret i 1992 blev ikke-medlems-klubber også inviteret, for at gøre opmærksom på, hvor aktive vi i de organiserede klubber var, med den bagtanke, at det kunne få flere klubber til at melde sig ind. Men hvad gør man i kluberne – og skal vi fortsætte med at lade både fra ”kniv- og gaffelklubberne” være med i vores aktiviteter? I har mere end en måned til at vende det i jeres bagland


Der vil blive serveret en ostemad med kaffe samt en øl/vand under mødet, så meld venligst til Bente hvor mange I kommer på bentefinn56@gmail.com.


Med sejlerhilsen


Henrik Pedersen

Tlf. 2084 4093

mail: henrikped@get2net.dk






Dansk Sejlunion
Isefjordkredsen
 
Referat af bestyrelsesmøde 3. september 2014 i Orø Bådelaug
Til stede: Johs., Connie, Bjarne og Henrik
Afbud: Niels - Fraværende: Michael
 
Connie oplyste, at hjemmeside og facebookside begge kører, og der er pænt liv på facebooksiden. Den bør omtales i en meddelelse til klubberne inden så længe, da det pga. dens direkte kontakt til sejlerne, er hurtigere end kredsens og klubbernes hjemmesider.
 
Møder i vinter blev planlagt således:
Formandsmøde 06.11. i Jyllinge (Henrik kontakter). Indholdet kunne være:
1) hvordan går det med klubbernes nye administrationssystemer (Klubmodul o.a.).
2) Klubforsikringen via DS. Hvad går den ud på, hvordan ”spiller den sammen” med forsikringerne via DIF? Steen Wintlev kontaktes af Henrik for deltagelse om dette emne.

Kapsejladskoordinering 13.11. i Jægerspris.
Vi har ikke pt. forslag til ændring i bestemmelserne.
 
Generalforsamling, typisk første halvdel af marts.
Kan først lægges fast når vi kender dato for DS’s gf.
 
Grand Finale blev drøftet.
Lynæs er i fuld gang, invitation er udsendt til klubber og sidste års deltagere. Har ligget længe på isefjordkredsen.dk. Der må gerne komme flere end sidste år, men deltagertallet til spisningen begrænser sig til ca.100.
Forplejningen bliver af samme standard som sidste år, da klubben har entreret med samme kok.
Johs. har fået fat i præmier, en god vest, sejlerhandsker og ??.
 
I forb. m. Grand Finale drøftedes også mere generelt cruisingsejlads i kredsen.
Et par klubber har meldt ud, at de pt. ikke ønsker at arrangere cruisingsejlads, da de tror det vil udhule kapsejladsen.
Mesterskabsstatus for cruisingsejlere blev vendt, men der var delte meninger om det, da handicap-grundlaget for konkurrencen er temmelig upræcist.
Nogle af de klubber, der i år har arrangeret cruisingsejlads har ikke anvendt DH.
Bestyrelsen vil skubbe lidt på for at få ensartet handicap-brug i kredsens sejladser.
 
Klubkonferencen 21.-22. november kan få et indslag om Isefjordkredsen. Leon Träger har spurgt om vi vil komme og fortælle om de ting Isefjordkredsen gør, ud over juniorarbejde.
Det handler om de aktiviteter vi har med udspring i klubberne/kredsen selv:
  • SRPI 
  • Kredsmesterskab m. Grand Finale, 
  • Cruisingsejlads
  • Hele strukturen med ganske velfungerende Formandsmøder, kapsejladskoordinering mv. 
Vi var enige om at det er en god idé, og Henrik kontakter Leon for at høre nærmere, bl.a. om hvor mange vi må være på scenen osv.
 
Kassererjobbet er skiftet til Niels efter at Hans desværre har meldt fra.
Niels ønskede sidste år at træde ud af bestyrelsen, men lod sig vælge til suppleant, hvilken nu blev aktiveret.
Niels varetager stadig kontakten til SRPI.
Har Niels ikke skiftet opfattelse i forhold til best.arbejdet, skal vi på generalforsamlingen have valgt en ny mand.


Juniorerne kunne vi desværre ikke høre nyt fra.


Ref. Henrik som dagens afløser for handicappede Connie