Forslag om anskaffelse af en OK-klubjolle

Baggrund:
 
De seneste 3 år er flåden af OK-joller vokset til mere end 25 OK-joller, og på en onsdagssejlads er det ikke ualmindeligt med 10-15 joller på startlinjen, og herved begynder det at smage som en rigtig kapsejlads, og andre sejlklubber misunder vores onsdagsmatch.
 
I år har klubben arrangeret Nordisk Mesterskab for OK-joller med et imponerende deltagerantal på 72 både, som blev rost og omtalt i mange medier. Folk har lagt mærke til den klubånd og engagement, som medlemmerne udviser - ikke mindst det sociale sammenhold til kapsejladser rundt om i landet.
 
Det årlige klubmesterskab er et tilløbsstykke, som der bliver snakket om lang tid i forvejen og er blevet det officielle afsluttende stævne på sæsonen og ranglisten, og senest har vi arrangere Nytårs-regatta, med 17 både på vandet – d. 29. december!
 
Rationale for at anskaffe en klubjolle:
 
Der er flere, der har efterspurgt prøvetur, og som også har fået det via velvillige udlånere af private både. Dette er ikke en holdbar løsning i længden, og det er derfor vi hermed søger opbakning fra klubben, til at anskaffe en klub-jolle.
 
Vi kan se, at andre klubber eller bådklasser har tilbagegang, hvor OK-klassen har fremgang og det største deltagerantal ved DM.
 
HSS ligger med sin placering midt på Sjælland og en fjord optimalt for jollesejlads med stabile vejrforhold, et stort opland i alle retninger. Hvis man har lidt konkurrence-gen, kender kapsejladsreglerne og ikke er bange for lidt vand, kan en prøvetur godt give et "boost", især når man har andre at måle sig med. Desuden, så har HSS et meget velfungerende sociale fællesskab, hvilket uden tvivl også vil være med til at motivere endnu flere jollesejlere til at starte – og til at blive ved med at sejle.
  
Motivation:
 
HSS kan blive en endnu mere attraktiv klub for de eksisterende medlemmer. 
 
HSS kan blive et eksempel for andre klubber, der kan vise fremgang uden store investeringer i havn og både. 
 
HSS kan vise, at klubben bakker op om det frivillige arbejde og den opmærksomhed, som klubben har fået. 
 
HSS kan tilbyde en aktiv jolleklasse, der også kan være overgangsklasse for ”udslusning” af klubbens juniorer.
 
Økonomi:
 
Der er pt. ikke sigtet på nogen bestemt jolle men en jolle i prisklassen kr. 15-30.000,- er et realistisk grundlag, Dvs. at jollen skal være kapsejladsklar (med målerbrev) med kulfibermast og sejl i ”middel stand”. Til sammenligning koster en ny ca. kr. 90.000,-.
 
Prøvetur er gratis. Udlån/leje af klubjolle kan evt. fastsættes af klubben á la juniorafdelingen.
 
Jollen skal kaskoforsikres.
 
Afvikling: OK-jollen er et aktiv i regnskabet og kan sælges, hvis betingelserne ændres.
 
Drift & vedligeholdelse:

Afhængig af den aktuelle jolles tilstand og konstruktion kræver den en minimal vedligeholdelse i forhold til mange andre klasser. Det skal dog prioriteres, at jollen vedligeholdes – både af økonomiske og af funktionsmæssige årsager.
 
Uafklaret spørgsmål:
 
Vi ved godt, at der stadig foreligger en række ubesvarede spørgsmål, inden et projekt som dette kan ”søsættes”. Hvilket udvalg skal en sådan jolle figurere under, og hvem har ansvaret for vedligehold og administration?
 
Hvad er vores succeskriterie for dette projekt og i givet fald, hvor længe påregner vi at dette projekt skal løbe over? Disse spørgsmål er naturligvis yderst relevante at få afklaret, men vi ønsker alligevel at forespørge bestyrelsen om opbakning til idéen. Da yderligere initiativer i denne sag ikke er relevante, såfremt der ikke kan findes opbakning til idéen.
 
Vi håber meget at vi, med denne ansøgning, har synliggjort det store potentiale, som vi kan se i en klub-jolle-ordning. 
 
      Med venlig hilsen   
      OK-jollerne i HSS  
      Poul Vincents  
      2014.01.03