Standernedhaling og ekstraordinær generalforsamling 27/10-12

Standernedhaling

Formanden bød velkommen, og standeren blev taget ned, med efterfølgende klapsalver, derefter gik vi op i klubhuset.

Generel information fra formanden (suppleringer til det rundsendte):

Oprensning af sejlrende: Den kommende oprensning af sejlrenden foretages af Flemming Holt Nielsen, som har det udstyr vi skal bruge. Materialet bliver pumpet ud i det lave område, og vi afventer et prisoverslag. Mere eksakt information ved næste generalforsamling. Arbejdet forventes udført til foråret når eventuel is er væk.

Nye rulleporte er opsat ved masterummet. En rigtig god og flot løsning, der er en stor lettelse ved håndtering af master ud og ind, udført af Erling.

Oprydning på havnen er endnu engang gennemført. Denne gang blev der fjernet en efterladt båd fra området.  Der blev ryddet godt op i læbæltet, med beskæring af træer og krat. SF sten blev kørt frem til slæbestedet, så de var klar til lægning. SF sten bliver lagt umiddelbart i forlængelse af slæbestedet, søndag 28. oktober. 

Torben Leth Jensen har meldt sig som afløser for Aase Thomasen mht. udlån af klubhus. Udlån kører således videre. 

Samtidigt kan det oplyses at der er en ny formand for husudvalget på bedding.

Vi efterlyser stadig flere til festudvalget. Er man interesseret, kan man melde sig til Knud (kasserer) eller til Tove Binzer. 

Masser af OK-joller på havnen, har afholdt et åbent klubmesterskab med 43 joller. Nordisk Mesterskab for klassen afholdes 1-2. juni 2013. Der er nedsat en arbejdsgruppe. Der bliver brug for hjælp til forskellige opgaver, du kan melde dig til enten Henry Søndergård, Henrik Jensen eller Lars Andresen.
 
Husk at aflevere det medsendte kompetenceskema i udfyldt stand.

Herefter blev den ekstraordinære generalforsamling afviklet - se referat herunder:



Ekstraordinær generalforsamling

Dirigent: Jørgen Binzer 
Referent: Thomas Kvist

Jørgen: Indkaldelsen blev rundsendt i god tid. Generalforsamlingen er gyldig. 

1. Forslag om ny indkaldelsesprocedure ved generalforsamlinger: 
§ 15
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Der afholdes ordinær generalforsamling i anden halvdel af februar eller første halvdel af marts. Meddelelse herom offentliggøres på klubbens hjemmeside senest 1. januar. Regnskab og eventuelle forslag offentliggøres samme sted, senest 14 dage før generalforsamlingen.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde den 15. januar, dog skal forslag til vedtægtsændringer være bestyrelsen i hænde senest den 1. december og skal opføres på dagsordenen.
Medlemmer, der opgiver navn, medlemsnummer og postadresse, og senest den 15. december anmoder bestyrelsen om at få indkaldelsen tilsendt, vil få indkaldelsen tilsendt senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
 
En simplificeret udlægning: Der kan indkaldes til generalforsamlinger via. hjemmesiden.  
34 stemmer for
6 stemmer imod
2 stemmer hverken for eller imod
I henhold til §20 kræves 2/3 flertal (28 af 42 stemmer for). Forslaget er dermed vedtaget. 

Kommentarer:

E-mail: en nyhedsmail efterspørges, men bestyrelsen påpeger, at der er problemer med, at vi ikke har en opdateret mail liste. Forslaget er modtaget, og bestyrelsen er bestemt ikke afvisende. Det er dog en forudsætning, at det er medlemmerne selv, der holder listen opdateret.?

Lars Plejdrup: RSS feed er allerede en mulighed. Så kan man modtage information, hver gang der er en opdatering på hjemmesiden.  

Henry: Manuel opdatering af en mail liste er ikke muligt! 

2. Eventuelt

Der er bestilt datoer til søsætninger i foråret. Den ”private” søsætning opfordres (af Jørgen Binzer) til at blive en integreret del af de andre HSS-søsætninger.

Henry: Angående Nordisk Mesterskab for OK-Joller, 1-2. juni 2013: Vi skal bruge op til 30 hjælpere. Derfor, book helst ikke denne weekend til andet.

Knud: En husudvalgsformand har manglet, så bestyrelsen har varetaget opgaven med reparation efter vandskade, samt opsætning af nyt køkken indtil nu. Vi har besluttet at vi vil betale os fra opgaven, og har valgt Jes Sindal som koordinator. Processen er ikke færdig, men ser lovende ud. 
Et prisleje på 110.000,- blev nævnt, og der blev oplyst en kassebeholdning på cirka 550.000,-, så vores økonomi ser fin ud. Udover nævnte udgifter, skal vi betale for ekstra el, maling og eventuelt VVS.
Der kan søges yderligere information på klubbens hjemmeside, hvor der findes fyldige referater af "køkkenudvalgets" møder. 
I forbindelse med køkkenrenoveringen er der brug for hjælp til rydning og maling m.m., så meld dig til bestyrelsen. Når det hele er på plads, kan vi melde datoer ud.

Kommentar: Bestyrelsens ansvar er ikke at udføre opgaven, men derimod at sørge for at opgaverne bliver udført. 

Banner Bent: Studser over at der skal håndværkere på!
Svar: Beslutningen har været nødvendig. Husudvalget har påtaget sig at renovere vagtstuen, og kan ikke lave køkken samtidig.

Flemming: Hvordan ser det ud med opgaver vs. oprensning af sejlrende mv.? 
Knud: Vi har penge nok til disse opgaver.

Bent: Det er ikke i orden at indkalde til arbejde, og så samtidig bede om at folk skal tage madpakke med. 
Forklaring: Opgaven er ikke vurderet at være så omfangsrig, at det er påkrævet med arrangeret mad.

Leif: Specielt forslag: Havnevagten fortsætter hele året: Så der kan varetages forskellige generelle opgaver. For eventuelt at undgå vandskader og lign. Feje/græs. Løsning af de daglige opgaver.
Svar (Ole): C-holdet kan være den centrale gruppe, der skal til at løfte disse opgaver. 

Klaus: Vi kan evt. opfølge på manglende havnevagter? Hvem skal ringe og tage konfrontationen? Klaus vil gerne påtage sig at stå for denne opgave.

Jørgen: Svineri i affaldsrummet. Olie og vand i spande er stillet i kemikalierummet… - måtte overøses til anden beholder med handsker. Helt uacceptabel holdning til klubben.