Havneudvalgsmøde den 28. april 2010
Følgende var mødt: Erling Olsen, Jørgen Binzer, Gert Feld, Tommy Jørgensen, Henning Jensen

Afbud fra: Søren Grøn, Meinert Rasmussen,

Dagsorden:

1. Masterummet

2. Oprydning havneplads/stativer

3. Andre opgaver
 


1 – Masterummet

Arbejdet igangsættes så hurtigt efter 3. søsætning som muligt. Bådejerne har en frist på 14 dage til at få sat master på bådene. På hjemmesiden vil vi opfordre til, at man hurtigst muligt får sin mast ud af masterummet. De nuværende mastereoler erstattes med grenreoler af den type, som anvendes til stangmaterialer. Erling havde fundet frem til alternative leverandører. Erling og Henning går videre med at dimensionere reolerne og indhenter tilbud og leveringstider. Gert opstiller samlet budget. Vores beholdning af SF-sten bruges til ny gulvbelægning i masterummet.

Tidsplan:
Tirsdag, onsdag og torsdag i uge 20 ( 18. 19. og 20. maj) eftermiddag og aften, afsættes til rydning af masterummet.
Week-enden 29. og 30. maj afsættes til afretning af gulv, rensning af SF-sten og lægning af stenene.

Vi søger frivillige via hjemmesiden, opslag og via mund til mund-metoden. Der skal bruges ca 130 m2 SF-Sten og ca 7 m3 flisegrus, hvis vi regner med et afretningslag på 5 cm.
Gert Kontakter Søren, for at høre om han kan hjælpe med pladevibrator, retteskinner og andet hjælpegrej.
Gert bestiller et læs grus til fliselægningen.

2 - Oprydning havneplads/stativer

Bådstativerne kan først sættes på plads efter 8. maj. Henning indkalder til en almindelig hverdag, når han er klar.

3 - Andre opgaver

Havnefogedjobbet:
Det blev drøftet om havnefogedjobbet kunne deles op på flere personer for på den måde, at gøre det nemmere at finde afløsning for Meinert. (der var enighed om at det bliver svært at finde en ny Meinert !).

Græsslåning:
Tommy tilbød at slå græsset foreløbig. Vi prøver via hjemmesiden at finde 1 eller 2 medlemmer, der vil påtage sig dette job. Det blev påpeget, at det skulle være en bestemt person, der stod for vedligehold og smøring af maskinerne.

Agterpæle og bro 4:
”Pæleramningsholdet” har sørget for at samle løse pæle ind, og fået dem rammet ned igen på rette plads. Det lykkedes også af få rammet den pukkelryggede bro 4 ned på plads igen. Det blev diskuteret, om det ikke snart var på tide at tænke på en afløser for det nuværende system, f.eks en hydraulisk hammer med tilhørende oliepumpe og motor.

Bro 1:
Overskydende sikringsdug langs græskant skal skæres til da det generer græsslåningen. Manglende fenderplanker yderst på bro 1 skal monteres.

Øvrige broer:
Der er flere steder, hvor de nederste vandrette runde bjælker er gået løs eller er faldet helt af. På bro 3 er der rådproblemer i toppen af stolperne hvorved fortøjning vanskeliggøres.

Vi må påregne en renovering af disse forhold til efteråret, når bådene er kommet op af vandet.

Referent: Gert