Lidt hjælp til PR for sejlklubbens aktiviteter

Vi behøver medierne - og de har brug for os.
En journalist har udtalt: "Journalister er dovne. Dem, der serverer den bedste anretning, får også mest retur"!
Medierne har begrænsede ressourcer. De er afhængige af, at få 'serveret' den gode historie, derfor har de også brug for relationer. Når kontakten er etableret, og artiklen er bragt, er grundlaget allerede etableret for den næste. 
Hensigten med dette afsnit er at hjælpe og inspirere - ikke at udstikke retningslinjer eller regler for pressemeddelelser og nyhedsspots på hjemmesiden. 

Kom godt fra start
Inden du går i gang med at skrive, er det en god idé, at overveje hvem målgruppen er, og hvad pressemeddelelsens vinkel skal være. Den bør ikke fylde mere end en A4 side. Det er en fordel, hvis den bygges "journalistisk" op, så journalisten let kan arbejde videre med den.

Del dine succeser 
Det inspirerer andre, når det lykkes for dig - sæt derfor et udklip på klubbens opslagstavle, eller et link i klubbens FaceBook gruppe, når sejlklubben omtales! 
Presseomtale spreder glæde og stolthed i sejlklubben, og det er vigtigt at få 'registreret' og gemt den gode historie. Man ved aldrig, hvornår eller i hvilken sammenhæng, man kan få brug for at henvise til artiklerne i forbindelse med kontakt til sponsorer og myndigheder. 
 
Opsøgende journalistik
Der skal noget ekstraordinært til, for at 'lokke' journalister på besøg. Det er ikke umuligt; her er et eksempel, hvor Dagbladet besøgte os med en journalist og en fotograf ved Blåt flag arrangement, juni 2014.

Dagbladet mandag 2. juni 2014

Ær dem, der æres bør.
Indholdet her, og på undersiderne i menuen til venste er kraftigt inspireret af freelance journalist Katrine Bertelsen (BådNyt m.fl.), presseansvarlig Flemming Ø. Pedersen (Dansk Sejlunion) og Frivilligcenter Odense.
 
Sejlklubben kan hjælpe medierne ved at udforme aktuelle og relevante artikler, og levere gode og varierede billeder.

Ti gode råd til sejlklubber, der gerne vil på forsiden:
  • Journalisterne kan ikke overskue det hele. I højsæsonen er der bunker af kapsejladser mm. Så det er op til klubberne, at sørge for, at medierne får besked.
     
  • Det behøver ikke at være en historie der vælter verden. 
     
  • Indled historien med fakta: Hvad, hvem, hvor, hvornår, hvorfor. 
    Vedlæg 
    resultatlister (link eller pdf), fotos med angivelse af fotografens navn.
    Husk, at fortælle, hvem der er på fotoet, og i hvilken situation. Gerne fotos med mennesker på!
     
  • Find noget at hænge hatten på:
    Sjove episoder, find en menneskelig vinkel / historie, noget helt særligt for dette arrangement.
     
  • For eksempel, en kapsejlads: 
    Hvor mange deltagere var der, var det godt eller dårligt vejr (mange kæntringer). 
    Var banelederen god? 
    Var der mange sorte flag? Nogen protester eller skandaler? 
     
  • Husk udtalelser fra sejlere, stævneledelse, klubformand eller hvem der har noget fornuftigt at sige. Ikke plidder pladder, så er vi hellere fri.
     
  • Husk telefonnummer på en kontaktperson, der tager telefonen. Vi har nogen gange tid til at ringe og spørge ind til begivenheden.
     
  • Tak gerne sponsorerne, men I får ikke spalte-plads til alle 20!
    Vælg tre til fem af de vigtigste.
     
  • Husk, at det, I syntes er vigtigt, måske ikke er det, et bredere publikum finder interessant.
     
  • Journalister elsker tygget ”babymad”, da tid som bekendt er en mangelvare på underbemandede redaktioner. 
Katrine Bertelsen
(ved foredrag i HSS, 27/2-15)