HSS' forside‎ > ‎Nyheder og opslag‎ > ‎Kapsejlads nyt‎ > ‎

OK klubmesterskab 6/10-12

indsendt 14. okt. 2012 14.19 af S.R.P.I Inderfjord   [ opdateret 14. okt. 2012 15.14 ]
Stævnereferat fra åbent OK klubmesterskab, lørdag 6. oktober 2012, af Mads Brockhuus på OK-klubbens hjemmeside
Allerede torsdag aften var trailer pakket og klar med 2 joller på, da Jakob Kryger Sørensen skulle låne min ekstra jolle. Jeg glædede mig, med 49 tilmeldte ville det blive et stort og godt stævne. Lørdag morgen tidligt op og forbi bageren. Nede på havnen ville min aftagelige trækkrog ikke låse helt og nøglen kunne ikke komme ud. Men når jeg skubbede den i, sagde det klik og den var ikke til at hive af. Efter at have bøvlet længe med den S… krog tænkte jeg at den måske sad godt nok. Fik dog den lyse idé at jeg skulle lave et ordentligt hop op på trækstangen – krogen faldt af! Ubehagelige tanker strøg gennem hovedet, men blev hurtigt erstattet af glæde da det gik op for mig, hvor heldigt det var at jeg ikke var kørt. Lidt WD40 fik dog nøglen i trækkrogen til at makke ret og så var det afsted :-)

Mindst 3 gæstesejlere var med. Alexander, som havde lånt 1359, Jakob som skulle låne min 1368 og Frederik, som skulle sejle i 1262.
Nogle var allerede ankommet om fredagen og det er mærkeligt at de(vi:-) ikke lærer det. Når vejrudsigten står på let vind, så skal man gå tidligt i seng. En af dem måtte da også en tur ud at bade, tror den forhøjede koncentration, som bruges i let vejr til sidst satte hovedet på pause:-)

Der var morgenmad, så turen forbi bageren kunne jeg have sparet mig.

Da klokken var 10 og første start kl 11, begyndte Jakob, som skulle låne 1368, at synes det var lidt mærkeligt at der ikke var ret mange, som havde sejltøj på endnu og det varede ikke længe før han måtte i tøjet. Selv skiftede jeg tøj kl 10.15 og sætte i 10.25. Hvad jakob ikke vidste, var at de vigtigste placeringer i toppen af ranglisten stort set var givet på forhånd og derfor tog top 10 det meget afslappet og hyggesnakkede lidt længere i stedet for at tage ud til normal tid.

4 sejladser blev det til og koncentrationen var høj i det svære vejr. Lind var ude, at prøve et Høj sejl, som i sidste sejlads hvor der var kommet lidt vind gik rigtigt godt. I en af dem med svagere vind kom han roende forbi mig, jeg spurgte om vi skulle lege stilleleg, den var han med på og så sad han mere roligt (han kan tåle lidt drillerier:-). 

Mikael Nielsen var ude i den første tur i sin nye Strandberg jolle, men den måtte hurtigt ind igen og skal kigges efter af Strandberg. Det bliver spændende at se hvordan Mikael klarer sig i den nye jolle. Skjoldby prøvede ny rig og det syntes at gå ubehageligt godt. 
Gæsten Alexander sejlede med maste justering anbefalet af Malte, jeg mente det var forkert i den vind – men han så da nogenlunde glad ud da vi kom ind. Gæsten Jakob fik efterhånden noget fart i 1368 og sejlede sig ind på en flot 32. plads i sit første stævne. Den sidste gæst Frederik var flyvende og sejlede en imponerende 18. plads hjem! (Måske der var flere gæster for der var enkelte andre jeg ikke havde set før).
 
Efter 3 sejlads sejlede Malte forbi og fortalte mig stillingen i den del af stævnet som interesserede mig. Den stod 2-1 til mig og da der kun var en sejlads tilbage kunne det nok ikke gå helt galt. Det kunne det da så næsten godt, for Malte var langt foran i sidste sejlads!
 
Tilbage på havnen hastede det med at pakke trailer, så det var overstået inden general forsamlingen. Jakob og jeg nåede det ikke helt.

General forsamlinger kan godt være en meget søvndyssende omgang, Ask og Simon sov bravt under dele af showet. Simon fortalte senere at han ellers virkelig havde taget sig sammen og kæmpet hårdt for ikke at sove – men der skulle have været mere til:-) 
Senere var der præmie uddeling. Tror Sam blev klubmester? – men gode og brugbare præmier var der mange af.

Aftensmaden var god og nu blev der endelig tid til sejler historier:-)

Jeg skulle køre hjem og da Jesper P og Mogens hørte det ville de godt lige høre om jeg ikke kunne smutte forbi Solrød på vejen. Det kunne jeg da godt. De havde fået lidt at drikke og var muntre, samt brugte meget tid på at diskutere den rute jeg havde valgt. Med trailer kører jeg gerne en omvej for at kunne være på motorvej med fartpiloten sat, men det brød de sig ikke om og nu havde Mogens fundet den ramme øl Jakob havde sat i min bil, som tak for lån af båd, så for at slippe for at skulle høre den diskussion hele vejen mens de drak øl kørte jeg tilbage i Roskilde og tog deres favorit, den direkte landevej fra Roskilde til Greve. Det blev det nu ikke mindre muntert af, så dem kører jeg gerne hjem en anden gang.

Sidst en stor tak til Herslev for arrangementet på land og vand!

Mvh
Mads DEN1390