HSS' forside‎ > ‎Nyheder og opslag‎ > ‎Juniornyt‎ > ‎

Tre nykårede danmarksmestre

indsendt 12. jul. 2016 04.10 af Juniorafdeling Hss   [ opdateret 12. jul. 2016 04.49 ]
- hvor to ud af tre er HSS-juniorer.
 
Efter en benhård kamp om placeringer i ved dette års Danmarksmesterskab for H-både var det tre stolte HSS-sejlere der kunne løfte pokalen og lade sig hylde som nykårede danmarksmestre, i H-båden 'Goodspeed'.
Skipper 
Claus Høj Jensen havde to af af HSS' juniorer Frederik Dahl Hansen og og Rasmus Andresen med som gaster. Forud for stævnet havde en koordineret indsats gjort, at det var et toptrimmet mandskab der blev vejet ind på stævne-indskrivningens første dag, hvor den samlede kampvægt blev noteret til at ligge en smule under grænsen – på 300 kg. Men hvad gør det, når man bare er ”SÅ KLAR!” til kampen om DM?
 
Første sejlads blev skud igang med 8-10 m/s i middelvind i farvandet ud for Hundige, og med en flot 4. plads i første sejlads, var DM skudt igang. Og, selvom der altid stræbes efter 'prikker' (læses: førstepladser), så var de forventede værste konkurrenter også endt 'lidt ned i sækken'. To flotte andenpladser i de efterfølgende sejladser kronede en helt igennem imponerende dag, hvor resultatlisten viste en samlet førsteplads efter dag et. Selvom det altid gør lidt ondt at blive slået med én meter i dagens sidste sejlads, så gør det nok ikke helt så ondt, når man alligevel afslutter dagen – øverst på listen?
Anden dag blev tingene sat på plads, hvor en opadgående formkurve startende med en 5. plads, med en 3. plads i dagens midterste sejlads og en flot 2. plads i dagens sidste sejlads. Efterhånden som dagen skred frem, var der vist ikke længere tvivl om, hvem der styrede direkte mod det danske mesterskab. Og – til trods for meget kraftige vindspring på sidstedagen (med vindspring på 40 grader), var det samme stilsikre performance fra 'Goodspeed' og dagen bød på en 'prik', efterfulgt af en andenplads. Sidste sejlads blev rundet at, og mon ikke at besætningen allerede her vidste ... – at successen var i hus ... – med eller uden fratrækker?

Det er med megen stolthed og en stor portion respekt for den flotte performance fra hele mandskabet på 'Goodspeed', at vi ønsker alle et kæmpe tillykke med Danmarksmesterskabet til: Claus Høj Jensen, Frederik Dahl Hansen og Rasmus Jørgen Andresen.
 
Vi er MEGET stolte af jer, og takker for den lille 'flig' af berømmelsen – vi alle føler som sejlere i Herslev Strand Sejlklub.

Thomas Kvist