Havnereglement for Herslev Havn, Roskilde Fjord

Havnereglementet for Herslev havn består af en individuel del som gælder specielt for denne havn, samt en generel henvisning til ”standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne.”

Ændringer til standardreglementet er anført i den individuelle del. Numrene henviser til den paragraf i standardreglementet, hvis ordlyd er ændret eller til en tilføjelse til standardreglementet.

Individuel del.

1. Generelle bestemmelser.

1.01 Herslev Strand Sejlklubs havns område omfatter landområdet, havnens bassiner begrænset af havnens moler og broer og det nord for havnen liggende søområde, der benyttes til svajområde, begrænset af punkterne 1-4, defineret ved geografisk bredde og længde, (WGS 84):
1:  55 40.793 N  11 59.137 Ø
2:  55 40.849 N  11 59.174 Ø
3:  55 40.790 N  11 59.366 Ø
4:  55 40.726 N  11 59.355 Ø

1.02 Havnemyndigheden som nævnt i standardreglementet betyder havnefogeden eller havneudvalget.

1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der er i sin helhed er opslået på havnen.

1.2 Havnemyndigheden skal kunne legitimere sig, hvis det forlanges.

2.0 Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.

2.2 Udgår.

2.7 Gæstende fartøjer kan benytte de med grønt skilt markerede pladser. Gæsten skal forhale til anden plads, hvis en sådan anvises af havnemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist.

2.9 Alle fartøjer, der benytter havnen eller svajområdet, er forpligtet til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet in­den for den anviste plads. Fortøjninger ved broen skal anbringes på den vandrette bjælke under brodækket eller på bøjler, der er påsat broen.

2.15 Et fartøj må ikke benytte slæbestedet eller oplægges i eller på havnen eller i svajområdet uden havnemyndighedens for­udgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornød­ne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdel­se af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v. Alle både, der benytter slæbestedet eller henligger fast i havnen, for svaj eller på land skal være ansvarsforsikret.

2.18 Både, der ikke har havneplads eller svajeplads, kan ikke oplægges på havnens område i vinterperiode.
Gælder for nye medlemmer optaget efter 01.03.2009.

3.0 Optagning, reparation, brændstof m.m.

3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved slæbestedet, inderste plads ved bro 1, inderste plads ved bro 2, under kranen samt ved kajen mellem bro 3 og bro 4.

Kranen benyttes under brugerens ansvar og med største forsigtighed. Kranen må højst belastes med den angivne max. vægt (300 kg for høje bom, 2000 kg for lave bom).

3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning, dog senest 8 dage efter havneudvalgets sidste søsætning, har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej og anbringe det på den af havnemyndigheden anviste plads. Er ovennævnte ikke bragt på plads til tiden vil havneudvalget bringe tingene i orden på det enkelte medlems regning. Stativer o. lign. skal mærkes med medlemsnummer.

3.7 Slæbestedet må kun benyttes af aktive medlemmer (jvf. dog 1.3).

4.0 Miljø- og ordensbestemmelser.

4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingrester, fortynder, udtjente oliefil­tre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affalds­beholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere. Akkumulatorer må ikke henstilles som affald, men afleveres af ejeren direkte til godkendt modtagested.

4.6 Afrensning af fartøjer, der er påført biocidholdig bundmaling, må alene finde sted på de af havnemyndigheden anviste vaskepladser.

4.7 paragraf 4.7 tilføjes: ”h) elopvarmning af både

i) henlægning af både i havnen i perioden 1/12-31/3 ”.

4.11 Alle både, hjemmehørende i Herslev Strand Sejlklub, skal føre HSS – stander og være forsynet med navn, hjemsted og let synlig label med medlemsnummer.

4.12 Svajere må benytte havnen, når pladsen er ledig med grønt skilt, så længe man opholder sig i båden, dog højst 8 dage eller efter aftale med havnemyndigheden. Henligger svajere længere tid i havnen uden aftale opkræves havnepenge som for andre gæstebåde.

4.13 Hunde skal føres i snor overalt på havneområdet.

5.2 Havnebestyrelsen/havneudvalget, nævnt i standardreglementet betyder HSS’s bestyrelse.

Godkendelsespåtegning.

Dette reglement, der er udfærdiget i medfør af § 15 i lov nr. 326 af 28 maj 1999 om havne, er godkendt af Kystinspektoratet ved brev af 26 marts 2003 i overensstemmelse med § 5, pkt. 4 i bekendtgørelse nr. 1051 af 16. december 1999 om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet m.v., til ikrafttræden den 1. april 2001.

Kopi af Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne ophængt i klubhuset.

Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne

For disse havne gælder, at den enkelte havn udarbejder et individuelt reglement med en beskrivelse af havnens land- og søområde og med angivelse af eventuelle særlige or­densregler, som ønskes for den pågældende havn.

Det individuelle ordensreglement skal henvise til ”Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne”.

Det individuelle ordensreglement skal godkendes af Kystinspektoratet.

1. Generelle bestemmelser.

1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med ind­holdet af dette reglement, der gratis udleveres ved henvendelse til havne­myndigheden.

1.2 Overholdelse af orden inden for havnens område påses af havnemyndighe­den.

1.3 Politiet, det kommunale redningsberedskab, fiskerikontrollen og andre ­ myndigheder udfører opgaver inden for havneområdet efter lovgivningens almindelige regler og kan benytte slæbe­ste­der efter behov.

1.4 Havnemyndigheden skal i tjenestetiden være iført uniform eller uniforms­kasket, men skal i øvrigt legitimere sig, hvis det forlanges.

2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.

2.1 Fartøjer må ikke ankre inden for havnens søområde uden bydende nødven­dighed, medmindre havnemyndigheden har givet særlig tilladelse dertil.

2.2 Fartøjer, der tillades opankret uden for havnens ydre værker, men inden for havnens søområde, skal føre forskriftsmæs­sige signaler (sort kugle eller an­kerlanterne).

2.3 Havnemyndigheden kan forlange, at ethvert fartøj, som ankrer inden for havnens søområde, flyttes, hvis havnemyndigheden skønner, at fartøjet hindrer fri og sikker passage. Såfremt ankringen ikke er ophørt til det af havnemyndigheden fastsatte tidspunkt, kan havnemyndigheden lade far­tøjet flytte for ejerens regning og risiko.

2.4 For sejladsen inden for havnens område gælder de af Søfartsstyrelsen til ­ enhver tid udfærdigede regler for sejlads m.m. i visse danske farvande samt evt. særlige regler, der måtte fremgå af ordensreglementets individuelle del.

2.5 Sejlads inden for havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger opslåede fartgrænser eller i mangel af sådanne med så lav ha­stighed, at der ikke voldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget.

2.6 Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved ”lastning/los­ning”, reparation, brændstofpåfyldning m.m. kun anbringes ved de anviste (tildelte) pladser.

2.7 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til havnemyndighe­den. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af hav­nemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har få­et pladsen anvist.

2.8 Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

2.9 Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtet til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet in­den for den anviste plads.

2.10 Fartøjer må ikke fastholdes ved ankre eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, uden havnemyndighedens tilladelse, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både.

2.11 Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det hen­ligger i eller på havnen og sørge for, at det er lænset, vel fortøjet og affend­ret i begge sider, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ube­tin­get ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet, og at eventuel af­dækning er passende fastgjort.

2.12 Bliver det af pladshensyn nødvendigt, at flere fartøjer ligger på siden af hinanden, skal de, som ligger nærmest bolværket, affinde sig med, at mandskabet fra de udenpå liggende fartøjer har fri og uhindret passage over dækket. Mandskabet fra de yderste både skal så vidt muligt passere over fordækket på de inderste både.

2.13 Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer.

2.14 Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald og lignende således, at det ikke klaprer unødigt mod masten.

2.15 Et fartøj må ikke oplægges i eller på havnen uden havnemyndighedens for­udgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornød­ne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdel­se af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v.

2.16 Efterladte, sunkne eller strandede fartøjer kan havnemyndigheden forlange flyttet inden for en af havnemyndigheden fastsat rimelig tid. Efterkommes et pålæg herom ikke, kan havnemyn­digheden efter endnu en meddelt frist lade fartøjet fjerne og sælge for eje­rens regning. Inden salget skal havnen så vidt muligt give ejeren besked. Provenuet fra et salg kan anvendes til hel eller delvis dækning af havnens omkostninger.

Såfremt en uafhængig vurderingsmand har erklæret, at fartøjet er værdi­løst, eller at dets værdi ikke overstiger de skønnede salgsomkostninger, kan havnemyndigheden skaffe fartøjet bort efter at have givet skriftlig medde­lelse herom til ejeren. Såfremt ejeren eller dennes opholdssted er ukendt for havnemyndigheden, kan meddelelse i stedet gives ved opslag på fartøjet samt ved annoncering i et lokalt dagblad/ugeblad.

Uanset sådant salg eller bortskaffelse hæfter ejeren fortsat for fuld betaling af havnemyndighedens omkostninger.

2.17 Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnemyndighedens udtrykkelige tilladelse. Et sådant vrag henligger i enhver henseende for ejerens regning og risiko.

2.18 Både, der ikke har havneplads eller svajeplads, kan ikke oplægges på havnens område i vinterperiode. Gælder for nye medlemmer optaget efter 01.03.2009.

3. Optagning, reparation, brændstof m.m.

3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnemyndigheden anvi­ste bolværker, ramper og lignende.

3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej.

3.3 Fartøjer, bådvogne og master m.m. må kun anbringes på de dertil bestemte arealer efter aftale med havnemyndigheden.

3.4 Fartøjer og bådvogne m.m., der henstår på havnens arealer eller henligger i havnens bassiner uden tilladelse, er havnemyndigheden berettiget til umid­delbart at fjerne for ejerens reg­ning og risiko.

3.5 Benzin må ikke forefindes i fartøjer på land. Tankene skal tømmes og udluftes. Opbevaring af motorbrændstoffer, smøreolier og flaskegas på havnens område må kun finde sted med brandmyndighedens tilladelse.

3.6 Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre imod antændelse om bord eller på kaj.

4. Forskellige miljø- og ordensbestemmelser.

4.1 Henkastning af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens områ­de er forbudt. Der henvises til at benytte de affaldsbeholdere, der er opstil­let på havnearealet.

4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingrester, fortynder, udtjente oliefil­tre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affalds­beholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere.

4.3 Reparationsarbejder eller lignende på skibe eller materiel, som henligger i havnen, skal foregå i henhold til gældende miljø- og arbejdsmiljøbestem­melser. Afrenset affald skal opsamles og bortskaffes i henhold til gældende bestemmelser således, at havnen ikke påføres et oprensnings-, miljø- eller iltsvindsproblem.

4.4 Udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septictanke i hav­nen er forbudt. Der henvises til brug af havnens toiletter og modtagefacili­teter.

4.5 Udpumpning af olieholdigt vand i havnen er forbudt. Vandet skal opsuges og tømmes i de særlige beholdere, der er opstillet på havnen, mærket ­ ”Spildolie” eller ”Olieholdigt bundvand”.

4.6 Afrensning af fartøjer, som er påført biocidholdig bundmaling, må alene fin­de sted ved eventuelle særligt indrettede vaskepladser.

4.7 Følgende aktiviteter må kun finde sted inden for havnens område med havnemyndighedens forudgå­ende tilladelse:
a) Afbrænding af fyrværkeri. Afbrænding af festfyrværkeri kræver dog til­lige politiets tilladelse.
b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser.
c) Fiskeri.
d) Vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af sejlbrætter, sejlads med vandscoo­tere og lignende.
e) Badning og dykning fra skibe eller bolværker.
f) Placering af husbåde.
g) Teltslagning og opstilling af campingvogne.
4.8 Havnemyndigheden kan give anvisninger vedrørende færdsel på havneom­rådet.

4.9 Parkering af camping­vogne og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkerings­pladser.

4.10 Alt, hvad der findes, optages eller bjærges inden for havneområdet, skal straks anmeldes til havnemyndigheden, jf. for tiden Justitsministeriets lov­bekendtgørelse nr. 591 af 1. september 1986.

5. Havneopsyn, ansvar og straffebestemmelser.

5.1 Enhver, der befinder sig på havneområdet, har pligt til straks at efter­komme hav­nemyndighedens anvisninger og påbud, herunder også om at fjerne sig fra havnens område.

Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer dette reglements bestemmelser eller de af havnemyndigheden givne pålæg så hurtigt, som det skønnes nødvendigt af myndigheden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadi­gelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre gen­stande, kan ejeren ikke forlange erstatning. Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.

5.2 Mener nogen sig forurettet af havnemyndigheden, kan sagen indbringes for havnebestyrelsen/havneudvalget, men et påbud skal under alle omstændig­heder efterkom­mes.

5.3 Fartøjsejeren er ansvarlig for enhver skade (herunder tings-, person-, og følgeskade), der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse udvist af fartøjs­ejeren eller øvrige besætningsmedlemmer. Ansvaret gælder skade, som direkte eller indirekte er forvoldt i forbindelse med anløbet af, opholdet i, brugen af eller afsejlingen fra havnen.

5.4 Havnemyndigheden er ansvarlig for skader på fartøjet eller dettes besæt­ning, såfremt skaderne er forårsaget ved fejl eller forsømmelse begået af havnemyndigheden.

5.5 Overtrædelse af bestemmelserne i dette ordensreglement straffes med bøde.

Overtrædelse kan ligeledes medføre bortvisning fra havneområdet og i på­kommende tilfælde ved politiets hjælp.

Vedtægterne er sidst revideret februar 2009