Hvordan disponerer vi isætning og optagning af bådene?

Kampagnen forår og efterår startes cirka ½ år før ved at dagene fastlægges med vognmanden.
 
Udgangspunktet for foråret er at der skal være tre lørdage med 14 dages mellemrum og den sidste skal ligge ca. første eller anden lørdag i maj. desuden kigges der lidt på hvordan påsken falder. Det tilstræbes at der er mange fridage til at gøre bådene klar.
 
Der er tilsvarende tre optagninger med 14 dages mellemrum. Den sidste placeres omkring den 15 november og dermed er de andre bestemt.
 
Der har de sidste mange år været tradition for en yderligere optagning/søsætning hvor ca. 12 inviterede både bliver løftet. Havneudvalget deltager ikke i dette arrangement. I særlige tilfælde, hvor de åbne lørdage ikke kan anvendes, kan andre uden for de inviterede komme med i puljen efter særlig aftale.
 
Datoerne optræder på klubbens aktivitetskalender ½-1 år før begivenheden.
  
Ca. to uger før den første lørdag opsættes lister i klubhuset, hvor man kan skrive sig på til en bestemt dag. Der anføres medlemsnummer, navn, bådnavn og telefon. Disse data bruges som indgang til klubbens oplysninger om bådens dimensioner, som er vigtige når der skal fordeles pladser.
 
Når dagen oprinder møder man op fra morgenstunden og noteres i den rækkefølge man dukker op. Hvis man holder af at sove længe, er det også muligt. Hvis alle gør det vil det være pinligt at holde vognmanden hen med snak til en solid timeløn. Vi har flere gange manglet folk og det har været nødvendigt at ringe rundt for at få folk ud af fjerene. En unødvendig stressfaktor for koordinatoren. Hvis man møder for sent kan man risikere at vognmanden er kørt hjem. Jeg opfordrer til at man møder tidligt og afsætter dagen til opgaven og nyder klublivet undervejs.
 
I mange år har vi haft to lastbiler, der har kørt rundt på pladsen samtidigt. Det betyder at man slutter tidligere end hvis der kun er en bil. Ulempen er at to biler kan gå hinanden i vejen og dermed bliver det hele mindre effektivt og prisen bliver ikke optimal.
 
De sidste par år og fremover vil der kun være en bil.
  
Det betyder at der optages ca 3 både pr time og søsættes 4-5 både i timen. Gennemsnittet er bedre tidligt på dagen, når bilen kan stå fast ved bro 3/4 og svinge mange både ud/ind uden af flytte sig. Derved spares meget tid.
 
Koordinatorens opgave er at bestemme hvor den enkelte båd skal placeres og bestemme hvilken rækkefølge bådene skal op.
 
Hovedreglen er at både under 26 fod står i de to rækker nærmest havnen, eller på bakken op mod syd. Langkølede både gerne på bakken mod syd.
 
Både større end 26 fod i de to rækker i midten eller mod vest ud mod stranden.
 
Små både placeres ind imellem hvor det er muligt.
 
Det er vigtigt at bådene pakkes meget tæt; med højest 60 cm imellem, da der ellers ikke vil være plads til alle. Stævnene flettes ind imellem hinanden for at vejene kan holdes brede nok til at lastbilen kan arbejde med sine støtteben.
  
Rækkefølgen bestemmes af hvor tidligt man møder. Men dog følges den alligevel ikke helt, da bådene skal fyldes op i rækkerne fra den ene side, som regel fra nord. Derved bliver det meget lettere at flette stævnene og pakke dem tæt.
  
Et andet hensyn, der ødelægger rækkefølgen, er hensynet til en effektiv udnyttelse af bilen, for at få så få tomme flytninger som muligt. F.eks. betyder det at der samles et større antal både til en opstilling ved bro 3/4. Det går hurtigt og en hel masse gøres glade på kort tid. Og aldrig en flytning uden at der er en båd med, der måske skal køres til en anden række.
 
Der er opstået en uvane med at bådene lægger sig i kø i den tro at det kan fremskynde ens tur. Det understreges, at det er spild af tid og ofte koldt og kedeligt... Desuden ligger de i vejen for de både hvis tur det er - og koordinatoren må gøre sig upopulær ved at jage dem væk. Koordinatoren har brug for 4 mand til at hjælpe med at flytte på stativer, bukke, klodser og stropper. Og de der venter kan jo lige så godt give en hånd med til at vaske de både, der er kommet op i håb om at de selv får en hånd, når det er deres tur.
 
Normalt varsles de enkelte både kort tid inden de skal holde sig klar.
 
Dette er et forsøg på at forklare hvordan der tænkes. Der er altid plads til forbedringer.
 
Men husk at meningen er god nok.

Med venlig hilsen 
 
Havneudvalget & Bestyrelsen


 
Kranfirma til søsætninger og bådoptagninger.

Vi har valgt at træffe aftale med Kundby Kran. De starter med optagninger, efteråret 2015.
 
Hvis I har behov for kranarbejde i løbet af sæsonen står I frit for at kontakte Henrik Nielsen fra Kundby Kran på telefon 20 32 24 55, eller enhver anden vognmand.
 
Kundby Kran ApS
Bygaden 30
4520 Kundby

Tlf: 20 32 24 55
Tlf: 59 26 42 70


Alle vognmænd er velkomne på Herslev Havn - også vores gamle firma.
 
Baggrund for skift af samarbejdspartner, læs her...

24. oktober 2014
Opdateret med nyt kranfirma 9. juli 2015