På eventyr i Middelhavet - fredag 27. april 2012

Lasse og Malene havde valgt Herslev Strand Sejlklub til deres debut som foredragsholdere om familiens eventyr i Middelhavet i det gode skib Æfnitýr. Parret fortalte med stor entusiasme om to års langfart sammen med børnene, og det var efter foredraget svært at tro, at vi havde været vidne til en debut - andre klubber har virkelig noget at glæde sig til!

De fleste deltagere kom en time inden foredraget, og nød en buffet med masser af medbragte retter - det er altid spændene at smage de andres yndlingsretter. Herefter fik vi over to halvlege en indlevende beretning om Æfnityrs rejse, der er er vist på kortet herunder - se også faktaboksen til højre.
 
Som én af tilhørerne skrev ugen efter foredraget - "Det var et meget fint arrangement i fredags. Altid vellykket med fællesspisning, og et meget sympatisk ungt par, der var gode fortællere. Tak for det" - mere præcist kan det vel ikke siges. Undervejs fik vi tilmed masser af inspiration til at gøre drømmene til virkelighed, og praktiske fif om alt fra ankergrej til vejrmeldinger vha. grib-filer.

Turen ned til, og rundt i Middelhavet bød på delfiner der sprang om boven, et hav af smukke ankerbugter, uforudsete udfordringer og et fantastisk familiesammenhold. Suppleret af betagende billeder og filmklip fortalte de to skippere om imponerende naturoplevelser og frustrerende sejladsbetingelser på den 8.000 sømil lange rejse.
 
I de godt to timer foredraget varede, fik vi indblik i hvordan det er at bo på en 30 fods båd i lidt over to år. Lasse og Malene supplerede hinanden på glimrende vis, og fortalte med stor indsigt og humor om det fantastiske ved at bytte en almindelig hverdag med fuldtidsjob og institutioner, ud med et liv med masser af tid til at være sammen, spændende oplevelser, smukke omgivelser og den luksus det er at vågne uden vækkeur flere år i træk.
 
I det krystalklare vand svømmede familien rundt om båden og studerede fiskene – en helt almindelig hverdag. Da tiden nærmede sig hvor de skulle tilbage til Danmark, lagde de masten på dækket og familien sejlede hjem på nogle af Europas floder og kanaler - en tur de beskrev som ”en lang skovtur med vinmarker på begge sider ad båden”.
 
Malene har skrevet to bøger om turen; et beskedent, familievenligt bidrag (20 kr. per person / 40 kr. per familie) gik til køb af nogle bøger, som vi trak lod om. Lasses datter, Benedikte trak to heldige vindere blandt tilhørerne; Henrik Thomasen og Marianne Rømer modtager hver et signeret eksemplar af "Skibet er ladet med eventyr", så snart bogen udkommer på forlaget Frydenlund i løbet af sommeren.
 
Desuden slog Malene et terningkast (det blev en tre'er), som det første af tre kast for at finde vinderen af bogen, blandt tidligt tilmeldte til "Sjælland Rundt På Indersiden 2012" om et eksemplar af bogen. Foruden dette kast, ved at terningen kastes i Roskilde ved "Inderfjorden Rundt", og på Orø ved "Orø Rundt XL". Se mere her...
 
Her er lidt foto's fra foredraget: 

Tidevand i Frankrig 

Solnedgang på Biscayen

Besætningen er gået efter is

Hverdag ombord 

Middagspause på kanalen 

Minimatros ved roret

Delfiner i solopgangen

Den faste besætning 
 
         Æfnitýr's rejse
Maj 2009
         Afrejse fra København
Juni 2009
         Kiel, Dover og Frankrig
Juli 2009
         Frankrig
August 2009
         Biscayen krydses, Spanien
September 2009
         Spanien / Portugal
Oktober 2009
         Portugal
November 2009
         Portugal / Spanien
December 2009
        Spanien / Porugal
Januar 2010
         Spanien / Afrika 
Februar 2010
         Afrika
Marts 2010
        Spanien (Costa del Sol)
April 2010
         Sydspanien
Maj 2010
         Ibiza, Mallorca, Menorca
Juni 2010
         Menorca og Sardinien
Juli 2010
         Italien
August 2010
         Grækenland
September 2010
         Italien
Oktober 2010
         Italien
November 2010
         Italien
December 2010
         Italien og Corsika
Januar 2011
         Corsika og Italien
Februar 2011
         Italien og Sydfrankrig
Marts 2011
         Sydfrankrig og 'kanalrundfart' 
April 2011
         'Kanalrundfart'
Maj 2011
         'Kanalrundfart' og Bornholm
Juni 2011
         Hjemme i Holbæk
 
         Æfnitýr's hjemmeside
 
 
 
 
Marianne Rømer
23663422 / 29783233